Lad det være sagt med det samme, der er ikke sket meget nyt hernede siden sidst, bortset fra en masse småting, som jeg skal forsøge bedst muligt at gøre til spændende læsning.
Sidste uge var en forfærdelig omgang regnvejr hele ugen, hvilket i sig selv er en stor begivenhed i et land, hvor det "aldrig" regner..... :-) Christin og jeg lavede ikke det store under hendes besøg, bortset fra at vi var ude og spise på kinesisk restaurant. Måske en fejring af vores 5 måneders dag i tirsdags, måske bare for at prøve noget andet. Ellers var Christin rundt med lidt ansøgninger på diverse hoteller, men hun stresser ikke over projektet og vil hellere bruge tid på at finde et godt job end en eller anden nødløsning.
Fredag fik jeg og et par kollegaer et par fyraftensøl i banken og efterfølgende på Valhalla, og selvom det måske blev til mere end "et par" var jeg hjemme kl. 22, da IT-John og jeg havde aftalt at tage på shopping om lørdagen. Jeg var inviteret til Jespers fødselsdag om lørdagen og skulle derfor have købt en gave til ham (31 år i lørdags) og Susanne, der jo blev 30 år (uden fest) i februar. John og jeg mødtes derfor ved Valhalla kl. 10.30 og gik på shopping. Jeg fandt nogle gaver, men også en hel del til mig selv, herunder nye solbriller, en skjorte og et par jeans. Det blev en halv-dyr formiddag. For en gang sin skyld var vejret fantastisk i lørdags og vi kunne derfor afslutte shopperiet på udendørs cafe i ca 20 graders varme (i solen), skyfri himmel og masse af søde sommerpiger at kigge på - det må man faktisk godt.......
Jeg var hjemme hos Jesper og Susanne ved 16-tiden, hvor vi fik en øl i haven, inden de øvrige gæster kom. Der kom to par mere end mig, hvoraf det ene var deres amerikanske naboer samt et vennepar fra Zürich-området. Denne aften forløb udelukkende på engelsk, så jeg skal love for, at hjernens sprogcenter kommer på arbejde hernede. Det kan nærmest karaktiriseres som et engelst/tysk/dansk sammensurium, hvor det ikke altid er lige nemt at holde sprogene adskilt. Vi hygge os vældigt, og klokken blev da også 4, inden jeg var hjemme. Vi var ikke i byen, men hyggede os hos Jesper og Susanne med god mad og drikke samt "Sing Star" på playstation. Jeg sang frygtelig, men det kan ikke komme bag på nogen..... :-)
I går, søndag, havde jeg ondt af mig selv hele dagen, men EfBs sejr på 4-0 over Viborg fik dog alting til at gå lidt nemmere...... Flot start af drengene med 2 sejre på 4-0, lad os endelig bare tage nr. 3 af slagsen på onsdag hjemme mod FCK.
I dag har jeg ikke lavet det store, stadig lidt weekend-træt, men jeg har dog fået vasket lidt tøj. I morgen skal der lige gøres lidt rent, mens jeg skal pakke og høre fodbold på onsdag. Torsdag er jo ikke helligdag hernede, så jeg tager min taske med på arbejde. Efter arbejde skal jeg mødes med Christin på banegården, hvorfra vi skal med toget en halv time til den østrigske grænse, hvor vi mødes med hendes far. Sammen med ham kører vi så 7 timer i bil til Schipkau i nærheden af Dredsen. Det vil sige, at vi ankommer midt om natten og går derfor formentlig direkte i seng. Herefter har vi to hele dage sammen med hendes familie, inden vi søndag flyver hjem igen. Jeg tror, at det bliver en spændende oplevelse og jeg er sådan set ikke det mindste nervøs for at møde hendes forældre - vi er jo nærmest jævnaldrende, he he he.....
Christin skal møde på arbejde påskemandag og bliver formentlig hos mig til mandag morgen, men ellers skal jeg slappe af og nyde min sidste fridag i påsken i ro og mag alene og i forhåbentlig godt vejr.
Ellers kan jeg lige nævne, at jeg har købt min flybillet til DK i forbindelse med Majas dåb d. 13/4. Jeg prøver denne gang at flyve videre fra KBH til Billund, hvor jeg så efter planen skulle lande kl. 23.30, hvilket dog er lidt sent og ca. kr. 1.000 dyere end min sædvanlige løsning. Til gengæld vil jeg kunne komme i seng fredag aften og dermed har jeg hele lørdagen hjemme i Esbjerg. Jeg skal atter flyve fra Billund mandag kl. 14.
That's all, have fun og hils omkring.
mandag den 17. marts 2008
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar