
I går fredag d. 30/5-2008 var vi 30 personer fra banken til EM-testkampen mellem den kommende EM-vært Schweiz og lillebroderen og naboen Lichtenstein. De vigtigste årsager til at tage med til kampen var for at opleve stemningen samt at se det nye stadion i St. Gallen, der ved samme lejlighed blev taget i brug for første gang. Jeg har vist tidligere skrevet, at der skulle være plads til 25.000, men det må jeg så nu rette til 18.000, alle siddende. Som altid var der problemer med diverse nye ting, som ikke var helt klar til drift. Blandt andet var der ingen strøm i vores ende af tribunen indtil kampstart og dermed ingen alkoholfri fadøl. Der var generelt meget stor utilfredshed blandt publikum med den manglende alkohol i øllet, da strømmen atter kom og øllet flød. Desuden kan man ikke bruge kontanter i boderne hernede, ej heller kreditkort. Kun værdikort købt af sælgere på stadion kan benyttes som betalingsmiddel. Lidt ulogisk, at man først skal stå i kø for at købe kort og sidenhen i en anden kø for at købe øl og pølser.

Da vi var kommet os over de små indledende ridser i lakken, kunne vi opleve den gode stemning på stadion, hvor der i høj grad blev vistet med de rød hvide farver. Desværre ikke helt den rigtige sammensætning af farverne, men Danmarks skæbne har vi tidligere ærget os over, så det er et overstået kapitel. Schweizerne er også meget nationale, på grænsen af det naive. De er dog ikke radikal nationale, som man oplever mange andre steder, men mere sådan hyggelige som vi danskere. En forskel mellem os og schweizerne ligger også i, at rigtig mange biler hernede drøner rundt med et, to eller sågar 4 flagstænger påmonteret ved vinduerne. Det naive ligger mest i, at de har et elendigt landshold, men alligevel mener de selv, at de er verdens bedste. Nu har jeg set dem spille mod Slovakiet og Lichtenstein og selv med to gange 2-0 sejre, så skal Schweiz passe meget på, hvis ikke disse to sejre skal veksles til 3 gange øretæver til EM. Jeg håber det bedste for Schweizerne, men selvom jeg i forhold til EfB også kan være meget naiv, tror jeg bestemt ikke på succes, når EM starter om 1 uge.
Jesper og jeg sad sammen med Karen og Ole fra banken, idet vi alle var opdelt i små gruppe bestående af 4 personer. Vi havde ikke mulighed for at købe en gruppebillet til kampen, så i stedet købte 7-10 personer fra banken de 4 billetterne, man maks. kunne købe pr. person, privat på interenettet. Jesper og jeg var dog ikke synderlig tilfredse med kampens underholdningsværdi og de tamme alkoholfrie øl, så i halvleg gik vi fra vores pladser og ned i en bar under tribunen, altså uden for stadionområdet, hvor vi kunne få en rigtig øl og se anden halvleg på tv. Ja, vi er nogle tosser..... :-)
Om tre uger går turen til Barcelona, men inden da kommer jeg forhåbentlig op og flyve luftballon i næste weekend - også et arrangement med banken. Det bliver en spændende juni måned, så det gælder bare om at nyde tiden.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar