mandag den 7. april 2008

Våbenmesse og Apéro

Dette bliver formentlig mit sidste indlæg, inden en hektisk kommende uge, men jeg kan hermed lige nå at nævne et par gode oplevelser, inden den hektiske tid indledes onsdag.
Søndag stod jeg meget imod sædvane op kl. 6.15, idet jeg skulle være i Herisau hos Doris og Ernst en time senere til morgenmad. Årsagen hertil var, at Ernst, jeg og en af Ernsts gamle venner skulle til våbenmesse i Luzern. Vi ankom til messen kl. 10 og fik kigget os godt omkring indtil kl. 12.30. Herefter fik vi et velfortjent middagsmåltid på en nærliggende restaurant, inden turen atter gik hjemad. Det var ganske spændende at se og røre de mange håndvåben, hvilket man jo bestemt ikke er vandt til hjemmefra. Hernede har mange mennesker våben i hjemmet, da loven herom er ganske liberal. En anden årsag er, at dette neutrale land trækker stort set alle mænd til værnepligt, og at disse efterfølgende er i reserven i op mod 20 år. Tiden i reserven er ikke kun overfladisk og traditionel, idet de indkaldes til 2 ugers tjeneste hvert 5 år og beholder deres maskinpistol efter endt værnepligt. Kl. 14 forlod vi atter Luzern og kørte hjemad. På vejen hjem blev det tid til en kop kaffe på en MEGET lokal kro i en bette landsby. I Ernsts vens hjemby fik vi desuden en øl på den lokale kro sammen med de respektive koner, inden jeg blev sat af på Herisau banegård og derfra tog toget hjem til St. Gallen. Jeg trådte ind ad døren herhjemme kl. 18.15 og var total smadret efter en lang men spændende dag.

I dag efter arbejde havde vi apéro (Schweizisk betegnelse for en sjus og pindemadder) i anledningen af vores nye direktørs, Bendt Heidner, 50 års fødselsdag. Lokalet var dog allerede igen tømt for folk kl. 17.30, men det er jo også mandag og dermed ikke lige en dag til rødvin og champagne. Det var nu meget hyggeligt, så længe det varede, men nu nyder jeg at slappe lidt af hjemme foran pc'en med en superliga bundkamp på radion.

Onsdag holder Christin en lille fødselsdagsparty hos mig, hvor Jesper + fam., Ole + fam. og formentlig John kommer. Vi bliver i alt 10 stk., så bett'ski' får nok at se til onsdag eftermiddag. Jeg har i dag købt drikkevarer ind, så hun kan nøjes med at lave maden klar.

Torsdag skal der ryddes det sidste op fra onsdag og pakkes kuffert, inden jeg tager på arbejde fredag morgen. Fredag efter arbejde tager jeg direkte til Zürich og derfra hjem til DK. Jeg regner som nævnt ikke med at skrive igen inden da, men ellers vender jeg frygtelig tilbage efter besøget i DK.

Hep hey, det skal da lige med i indlægget, at EfB heldigvis og i sidste øjeblik nappede tre point mod Lyngby på hjemmebane i går. Det var ganske vist ikke noget overbevisende resultat, men trods alt tre dejlige point, inden et sindsygt program, der byder på FCK (u (pokal)), BIF (u) og AaB (hj). Jeg krydser fingre for drengene, og kan jo glæde mig til at se kampen mod BIF hjemme hos mine forældre i tv på lørdag :-) Dette må være min første kamp siden EfB-FCM d. 23/9.....

1 kommentar:

Louise Egerton Jørgensen sagde ...

Og skulle øllene i byen nu lokke mere end fjernsynet hjemme ved de gamle, skal vi to hoveder her i Esbjerg da gerne opdatere dig live fra Brøndby stadion, via sms. ;-) God tur hjem til DK

/Louise