lørdag den 5. april 2008

Ikke meget nyt

Så er det atter weekend, og tiden fortsætter med at flyve afsted i raketfart. I går fik jeg en fyraftensøl med et par kollegaer, inden jeg ved 19-tiden tog bussen hjem. I dag står den på afslapning foran pc'en det meste af dagen, inden jeg tidligt i aften vil i seng.

I morgen søndag skal jeg være hos Christins feriefamilie i Herisau kl. 7.15 til morgenmad, inden vi kører en smut til Luzern, hvor der er våben-messe i denne weekend. Schweizerne er jo en anelse krigsliderlige, neutrale eller ej, så at have et våben i sit hjem er mere normalt hernede, end ikke at have et - mærkelig tankegang. Men any way, Ernst spurgte mig i påsken, om jeg ville med, så det prøver vi lige.
Fodbold mæssigt går EfB da vist ind i en super spændende uge i møde med hjemmekamp i morgen mod Lyngby (tipper 14-1 til EfB), pokalsemifinale i Parken onsdag (tipper 14-1 til EfB) samt udekamp mod BIF på lørdag (tipper 14-1 til EfB). Kampen mod BIF kan jeg heldigvis få lov at se i tv hjemme i mine forældres stue, idet jeg tager hjem på fredag til Majas barnedåb søndag. Mine reserve-EfB'ere fra St. Gallen ligger stadig næstsidst og har spillet som lort i den seneste tid, men jeg har heldigvis ikke været på stadion, siden jeg sidst skrev herom.

I går fredag havde Christin 21 års fødselsdag, hvilket vi dog primært fejrede onsdag og torsdag. Onsdag med spisning, stearinlys og gaver hjemme, torsdag spiste vi på græsk restautant og fredag nøjedes vi med fælles morgenmad kl. 06.00, inden hun tog afsted kvart i 7.

Det bliver rigtig dejligt at se hele familien igen, så jeg glæder mig så småt til fredag. Ellers er der ikke meget nyt hernede fra, men jeg skal vende tilbage, hvis dette skulle ændre sig.

Ingen kommentarer: