søndag den 17. maj 2009

Nyt fra St. Gallen

Det er jo efterhånden lidt tid siden, jeg sidst har skrevet noget herinde, så I fortjener lige en lille update.

Fredag d. 8/5 fløj jeg til DK og direkte til konfirmation hos min kusines søn i KBH. Jeg blev hentet i lufthavnen af Henrik og Stine, som selv var kørende i bil. Fra lufthavnen tog vi til Zambiavej på Amager, hvor vores kusine og familie bor. Her var vi indbudt til eftermiddagskaffe og hygge inden festen om aftenen. Hen ad eftermiddagen tog vi fra Amager til Admiral Hotel KBH i nærheden af Kgs. Nytorv, hvor vi havde bestilt værelser til en enkelt overnatning. Inden omklædning hyggede vi (mine forældre, Henrik og Stine og jeg) med en enkelt øl. Festen blev afhold i Søofficerernes Hus, som ligger Oven Gaden Over Vandet på Amager. Lokalerne var smukt og antikt indrettet, så det var nærmest som at være til fest på Amalienborg. Festen levede til kl. 2.00 om natten, inden vi tog hjem på hotellet og gik i seng. Lørdag formiddag kørte vi til Esbjerg.

Lørdag aften mødtes Birkedal, Stokkebæk og jeg til Risk og Rødvin hos Stokke. Vi spiste Pizza til aftensmad, inden spillet blev sat i gang. Det blev til mange spil og masser af rødvin m.v. og kl. 3 var vi total færdige og jeg hoppede derfor i en taxa til Sønderris.

Søndag skulle jeg for første gang i længe til fodboldkamp på Blue Water Arena mellem Esbjerg og BIF. Det var sjovt at være der igen og se hvor langt de er kommet med renoveringen. Desværre tabte Esbjerg jo til Brøndby og må derfor stadig se sig som en del af nedrykningsspillet. Efter kampen blev jeg kørt direkte til Vejle, hvor jeg skulle til kursus man og tirs. Inden sengetid søndag aften var dog planlagt en indledende samtale med kursuslederen.

Kurset forløb virkelig godt og det var meget lærerigt for mig at være med. Specielt i betragtning af, at lederjobbet i Sydbank (Schweiz) AG er meget nyt for mig og naturligvis en udfordring. Hvis jeg omkring 1. Maj havde følt med lidt usikker på de nye udfordringer, så var kurset i hvert fald med til at give fodfæste og et bedre overblik. Dermed føler jeg selv, at jeg har fået det optimale ud af blot to dage. Kursusforløbet fortsætter dog med endnu to dage i juni.

Jeg ankom til Zürich lufthavn tirsdag aften kl. 22 og blev her mødt af Christin, som skulle afsted til Plattebödeli næste morgen. Dermed havde vi jo ikke meget tid sammen og vandt dermed en time i toget sammen, før vi var i St. Gallen.

Christin og jeg har haft en snak om hendes job og er blevet enige om, at hun skal finde noget andet. Vi har alt for lidt tid sammen og hendes arbejdstider er alt for ufleksible. Dertil kommer, at vi ikke kender hendes præcise fridag før et par dage før, de falder. Så allerede nu føler vi det dybt utilfredsstillende og er nødt til at tage konsekvenserne heraf. Hun har derfor talt med sin chef herom og det er aftalt, at hun senest 1. juni holder på sit arbejde. Finder hun noget andet inden, eller finder hendes arbejde en anden, kan aftalen blive forkortet.

I dag spiller Esbjerg jo hjemme mod FCM og jeg er meget spændt, hvordan dette kommer til at forløbe. Alt andet end en sejr til Esbjerg vil måske gøre situationen alt alt for spændende. Naturligvis afhængig af hvordan det går Horsens og Vejle i indeværende runde. Da Esbjerg efterfølgende mangler FCK hjemme og SønderjyskE ude, der kæmper for hhv guld og overlevelse kan et nederlag i dag sende Esbjerg i første division, mens en sejr kan give en billet til Superligaen og en fremtid med nyt stadion og gode muligheder for at spille sig i toppen af dansk fodbold. Mere spændende kan det ikke blive, men jeg ville gerne have undværet spændingen.

FC St. Gallen har fået foræret en matchbold af Lugano, som uventet tabte hjemme i går. FCSG spiller ude i morgen mod et middelmådigt hold, hvor en sejr dermed vil lukke endegyldigt for kampen om den eneste direkte oprykningsplads. Jeg har købt billetter til den sidste og eneste tilbageværende hjemmekamp d. 30. maj, som derfor kan være total ligegyldig i forhold til placeringer, men som naturligvis bliver en stor fest. Der er næsten udsolgt (18.000) til kampen.

Gert kommer på besøg for 3. gang i St. Gallen på onsdag d. 20 og frem til mandag d. 25. maj. Jeg har fri torsdag til Kr. Himmelfartsdag, men skal igen på arbejde fredag.

Det var alt herfra. Vil lige nævne, at Christin har fri i morgen og tirsdag, men om hun kan nå at komme til St. Gallen i dag, ved hun endnu ikke...... Meget apropos.....

Ingen kommentarer: