
Jeg brugte det meste af lørdagen på at komme fra St. Gallen til Esbjerg, hvor jeg ankom til aftensmadstid. Maja, Mike, Stine og Henrik var inviteret til spisning hos Mutti og Zippo, mens Fatter desværre var ude på platformen. Jeg må ærligt indrømme, at jeg var total smadret efter den lange rejse og var derfor allerede i seng ved 23-tiden, vil jeg tro. Sikke en lørdag - ligner mig ikke helt, men når man er træt, så er man jo træt.
Søndagens program stod på barnedåb med efterfølgende middag på Restaurant Parken, aftensmad hos Mutti og en øl samt gensyn med nogle venner på Dronning Louise. Jan og Lenes lille søn, Frey, skulle døbes i Treenighedskirken kl. 10.00 søndag formiddag, og jeg blev kørt derud af Mutti. Kirker og gudstjenester er jo ikke lige min stil, men bortset fra det, var det nu meget sjov at se begivenheden, når det nu er med gode venner. Efter dåben var vi indbudt til lækker middag på Restaurant Parken, hvor der var 3-rettersmenu og efterfølgende kaffe. Jeg tog relativt tidligt på eftermiddagen retur til Sønderris for at forbringe et par timer med min mor og Zippo, inden jeg igen skulle på farten.
Efter aftensmaden hos min mor, blev jeg kørt ind til Torvet i Esbjerg, hvor jeg på Dronningen havde arrangeret træf med Topper, Fætter, Steff-byg, Lene, Sara, Gitte og Lærke. Det blev en hyggelig aften med specialøl og snak om sommerferieplaner (Skanderborg, Charter osv.). Klokken nåede at blive 23.30, inden vi som de sidste forlod Dronningen. Det var rart, at folk med kort varsel og en truende mandag hængende over hovedet gad at tage sig tid til et kort, men hyggeligt gensyn.
I går mandag skulle jeg så retur til St. Gallen. Det gik ganske nemt hjemad, og jeg kunne derefter træde ind af min dør kl. 21.30. En så kort tur til DK kræver heldigvis ikke ret meget i kufferten, og det var derfor ret overkommelig at tømme det meste af indholdet ud i vasketøjskurven og stille toiletsagerne på plads, inden jeg gik træt (igen) i seng.
For weekenden vil jeg gerne takke min mor for god værtskab og tålmodighed med mig som gæst samt transporten rundt i Esbjerg. Tak til Frey, Lene og Jan for indbydelsen og en hyggelig for- og eftermiddag, samt tak til fam. Middelfart og hele festival-banden for at sætte tid af i weekenden til disse hyggelige træfs..... Er der egentlig "s" på træf i flertal, kommer Zippo reelt til at savne mig og hvorfor må man ikke ryge nogen steder i denne verden? Find selv på flere spørgsmål og følg med senere her på Popp-bloggen..... :-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar